Netværk, netværk, netværk!

Et godt netværk er uvurderligt. Her får du et par tips til, hvordan du kan dyrke dit netværk.

I en verden, hvor 85% af alle stillinger besættes gennem netværk, bør du arbejde målrettet med at dyrke dit netværk.

Der er nogle mennesker, som bare er vildt gode til at skabe og vedligeholde deres netværk. Det er dem, der altid lige kender en, der kan skaffe den dims, man mangler, ved, hvem der kan give gode råd om omlægning af lån, kender én, der kender de bedste steder at spise i Rom; ringer rundt og finder hurtigt en fyr, som kan lave ballondyr til en børnefødselsdag, osv.

Et godt netværk er uvurderligt

Det er vores erfaring, at folk, der er gode til at netværke, næsten altid har succesrige og spændende liv. De er nysgerrige på andre mennesker, gavmilde med deres tid og talenter, og de stiller op, når deres netværk står og mangler et godt tip eller løsningen på et konkret problem.

Når du så mødes med en fra dit netværk for at få deres hjælp med din jobsøgning, er det vigtigt, at mødet er venskabeligt og gavnligt for begge parter. Det er ikke sikkert, at du kan ”give noget igen” lige nu, men så lad det være tydeligt, at du selvfølgelig står til deres rådighed, skulle de en gang få brug for dit gode råd eller hjælp.

Man giver og tager

Usagt under hele konceptet med netværk er, at den ene tjeneste er den anden værd. Det er derfor, du selv bør stille op, når folk beder om din hjælp. Hvis du nogensinde har mulighed for at give noget tilbage til dem, der har hjulpet dig i tidens løb, så gør det!

Husk altid at runde dine netværksmøder af med at spørge, om din kontaktperson vil give dig navne på to-tre personer i deres netværk, som du kunne have gavn af at tale med. Hvis du er rigtig heldig, vil de måske ovenikøbet introducere jer for hinanden.

Kaffedaten er perfekt til netværk

Hvis du gerne vil udspørge folk om deres gode råd, erfaringer mv. – med andre ord benytte dig af dit netværks viden og erfaringer – er ”kaffedaten” en god løsning. Den tid, det tager at drikke en kop kaffe, kan folk som regel godt undvære, og det er samtidig tid nok til, at du kan få noget brugbart viden fra dem. Igen er din forberedelse vigtig, så tænk over, hvad du vil spørge dem om, inden I mødes.

Vi behøver sikkert ikke fortælle dig det, men det hjælper altid at være engageret, entusiastisk og nysgerrig. Stil uddybende spørgsmål, og spørg ind til detaljer.

Da det er dig, der vil have noget fra dem, er det god stil at betale for kaffen og møde op med børstede tænder og evt. dit gode materiale (CV, visitkort og brochure) under armen.

LinkedIn netværk og andre sociale medier

Selv om der er sket lidt af en bevægelse hen imod, at LinkedIn er blevet til Facebook for folk, der keder sig på arbejdet, så bør du altså holde dig for god til at dele sjove memes eller kattevideoer der! LinkedIn er (ellers!) kendt som et professionelt netværk, og du bør have en LinkedIn-profil!

Sørg for at dine profiler er up to date

Behandl LinkedIn som et udvidet CV, og sørg for, at det er opdateret, lækkert, relevant, uden formange indforståede fagtermer og oversmarte buzzwords osv. Og sørg for, at din LinkedInprofil både visuelt og sprogligt matcher dit øvrige materiale. Alle de ovenstående råd gælder naturligvis også her. Læs korrektur, fremhæv det vigtigste, kvantificer dine resultater, medtag dine kompetencer osv.

Der er skrevet lange artikler om, hvordan man får det maksimale ud af sin tilstedeværelse på LinkedIn. Læs en af dem!

Få flere tips og indspark til hvordan du kan blive bedre til at arbejde med dit netværk i vores lille video nedenfor.